Rheinhessen er med sine ca. 26.500 ha. vinmarker det største vindistrikt blandt Tysklands 13 områder. Det strækker sig langs Rhinflodens venstre bred fra Bingen og Mainz mod nord til Worms mod syd. Det solrige og lune klima, med begrænsede snemængder om vinteren og passende regnmængder forår og efterår, sikrer gode betingelser for vindyrkning på de bløde skifer-, sand-, mergel-, kalk- og løssholdige bakker.
Generelt producerer distriktet friske, fyldige og let krydrede hvidvine (71% af vinproduktionen i 2018) på fx Riesling, Silvaner, Müller-Thurgau, Chardonnay og Pinot Gris, men også liflige og frugtrige rødvine (29% af vinproduktionen i 2018) på Spätbrugunder, Dornfelder, Regent samt andre lokale og europæiske sorter. En ny generation af vimagere på de ofte små, familieejede vinhuse, har forstået at tilpasse sig markedets behov for umiddelbare vine og har været pionerer for økologisk og biodynamisk vindyrkning i Tyskland. De mange producenter og druesorter samt de store variationer i jordbund og landskab, giver mange forskellige vinstile at vælge imellem i Rheinhessen.