Drue: Touriga Nacional, Touriga Francesca, Tinta Roriz, Tinto Cão, Tinta Barroca, Tinta Amarela
Årgang: 2011
Firmaet Taylor's - eller Taylor, Fladgate & Yeatman, som det helt korrekt hedder - er over 300 år gammel. Taylor's er et personligt ejet familiefirma, som er fuldstændig uafhængig. Taylor's hovedsæde er beliggende i Vila Nova de Gaia. Her afskibes portvinene, som eksporteres til mindst 54 lande verden over - derudover sælges portvinene selvfølgelig også i Portugal.
Denne portvin er produceret af Touriga Nacional, Touriga Francesca, Tinta Roriz, Tinto Cão, Tinta Barroca og Tinta Amarela druer, der er dyrket i Douro dalen i Portugal.
Portvinen har været lagret 2 år på egetræsfade.
Det er en portvin med flot dyb lilla, næsten sort, farve samt intens og kompleks duft af sorte bær og violer med et strejf af lakrids og kaffe. Den har en kraftig og koncentreret, men samtidig elegant og velafbalanceret frugtsmag samt en utrolig lang og behagelig eftersmag.
Det er en velstruktureret portvin med masser af kraft, som er særdeles velegnet til desserter, chokolade og ost eller som et glas efter et godt måltid mad.
Om Vintage Port siges der, at den er drikkelig efter 4-5 år, men at den først virkelig kan nydes efter 15-20 år.
P.g.a. det naturlige depôt, der er i Vintage Port, skal man huske at lade flasken stå oprejst i 48 timer inden man åbner den - på den måde falder bundfaldet til bunds. Derefter bør man forsigtigt dekantere portvinen, således at bundfaldet bliver i flasken. Portvinen er klar til servering 2-3 timer efter dekanteringen - og bør drikkes inden for 24 timer efter åbningen.